Esbjerg Karate skole startede op i september 1974 på Velbæk skole under chefinstruktør Erik Schou fra Sønderborg. Stilarten var dengang Kyukushinkai.
I 1975 meldte klubben sig ud af Dansk Kyukushinkai union og ind i Dansk Budo union. I 1976 blev Erik Schou afløst af Vitus Bilking fra Århus og man ændrede samtidigt navnet til Esbjerg Karate Klub.
I 1977 flyttede klubben tættere på byen til Præstegårdsskolen, hvor den blev til 1980, hvorefter den flyttede til bedre lokaler i Fynsgade. I 1982 skiftede klubben stilart fra Budo Karate til Okinawan Shuri Ryu efter den i nogle år havde haft kontakt med forskellige instruktører fra USA.
I 1984 valgte Vitus Bilking at flytte tilbage til Århus, hvorefter Ole Therkildsen blev ny chefinstruktør for Esbjerg Karate Klub. Af flere forskellige grunde måtte klubben i 1988 flytte fra Fynsgade til mindre og mere ydmyge lokaler i Finlandsgade. I 1990 lykkedes det at finde nye lokaler i Danmarksgade 45. Efter at have sat de nye lokaler i stand blev lokalerne indviet i 1991. Ole Therkildsen blev afløst som chefinstruktør af Kurt Thomsen i 1992. Kurt Thomsen var chefinstruktør indtil 1997 hvor han blev afløst af Karsten Dam.
I Esbjerg Karate Klub har vi søgt tilbage til karatens udspring og er tro mod de normer, værdier og regelsæt, der i karatens udspring karakteriserede den. Karate handler ikke om at vinde men om at overleve. Karate er krigerens vej udvikling af større selverkendelse samt styrkelse af selvværdet gennem tillid til egne evner. Gennem ansvartagen og disciplinering bliver man en rollemodel for andre og er dermed med til at skabe en bedre verden for alle.